tirsdag den 25. juni 2013

Heksehjerte - kapitel 9

Her kommer niende kapitel i højtlæsningsromanen 'Heksehjerte'. Find indholdsfortegnelsen her: http://godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2013/06/heksehjerte-indholdsfortegnelse.html

Bjørnen hev hårdt i Julie for at få hende med.
Han brummede bistert, og stoppede så pludselig op. Gabte et par gange og gled ned på gulvet. Julie stirrede forundret på ham. De to andre bjørne kom over mod hende, men stoppede så også. Glippede med øjnene og faldt ned på gulvet.
”Hvad i alverden,” udbrød Julie.
Så forstod hun.
Algerne.
Aberne måtte have puttet alger i drikkevandet.
Et øjeblik stod hun rådvild på gangen. Hvad skulle hun nu? Mest havde hun lyst til bare at løbe ned af alle trinene og flygte ud af slottet. Der var jo alligevel ikke mere hun kunne gøre. Men så mærkede hun skeen i kjolelommen og huskede farfars ord.
”Jeg er sikker på, at du vil være lige så modig som Jonas, hvis det virkelig gjaldt. Hvis det virkelig var nødvendigt.”
Hun kunne ikke bare give op nu.
Hun måtte prøve at tale med Alliandra.
Med hurtige skridt gik hun tilbage til tronsalen.
Dronningen lå og sov hen over sin stol, men Alliandra sad op og så forvirret ud.
”Alliandra,” sagde Julie, ”du må høre på mig.”
”Høre på dig?”
Alliandra lød vred.
”Hvad skal jeg høre på dig for? Og hvor er bjørnene?”
”Skidt med bjørnene,” sagde Julie, og hev skeen op af lommen.
”Kan du genkende denne her?”
Alliandra tog skeen i hånden og mærkede lidt på den.
”Ja,” sagde hun så, ”min far gav mig ikke nok mad. Han passede ikke på mig.”
”Han kunne ikke,” sagde Julie, ”han var så fattig.”
”Ha!”
Alliandra spyttede vredt.
”Ved du hvad han gjorde? Han drak. Han brugte pengene på øl i stedet for på mad til sine børn.”
Fortvivlet trak Julie kjolen frem.
”Og denne her? Kan du så huske den?”
Alliandra rystede på hovedet.
”Næh, men jeg kan regne ud, at den har været min. Du kommer ingen steder med det der.”
Julie kiggede ud af vinduet, som om hun kunne finde et svar derude, men der var selvfølgelig ikke andet end sand og sten, så langt øjet rakte.
”Der er langt ned, hvad,” sagde hun for at sige et eller andet.
Alliandra så krigerisk på hende.
”Vagter,” kaldte hun, ”vagter! Kom og fjern det afskum.”
”Det nytter ikke noget at kalde,” sagde Julie, ”de sover alle sammen. Kun du sover ikke. Algerne virker ikke på mennesker.”
Alliandra tøvede.
”Nå, men de vågner vel op igen. Og så må du hellere være over alle bjerge. Min mor vil halshugge dig i morgen, ved du.”
”Din mor,” sagde Julie, ”hun er ikke din mor. Men jeg er glad for at du vil hjælpe mig. Tak. Det viser mig, at du ikke er så ond, som stenheksen – og du selv – tror. Det viser mig, at du er et menneske som jeg. Og Alliandra… Se ud af vinduet… Se alle de sten, al den sand. Skal verden virkelig være sådan? Kan du ikke huske træerne, buskene og blomsterne? Vil du ikke gerne opleve det igen?
Alliandra svarede ikke, men Julie syntes, at hun så en trækning i hendes ansigt.
Så huskede hun det pludselig.
Sangen.
Sangen hun hørte fra fængslet.
Det var en godnatsang.
”Hør her, Alliandra, jeg hørte dig synge.”
Julie anstrengte sig for at huske ordene.
Det var så længe siden, farfar havde sunget den for hende.
Så begyndte hun:
”Nu tændes, der stjerner på himlens blå. Halvmånen løfter sin sabel, jeg våger at ikke de slemme mus, skal liste sig op i din snabel…”
Alliandra så forvirret på hende.
”Du kender den,” sagde hun.
”Selvfølgelig kender jeg den,” svarede Julie, ”men det vigtigste er, at du kender den. Det er en menneskesang. Og nogen må have sunget den for dig. Nogen må have passet på dig og hjulpet dig til at sove om aftenen.”
En tåre gled ned af kinderne på Alliandra.
”Jo,” sagde hun, ”jo, min bror Roben sang den for mig. Min storebror Roben… Han sang, når jeg skulle sove.”
”Tænk på Roben,” sagde Julie, ”Roben er hård som sten som alle de andre mennesker. Skal han være det? Skal han være en sten? Eller skal han være fri? Fri og blød og levende?
Alliandra så endnu mere forvirret ud.
Den selvsikkerhed hun havde haft, da stenheksen sad vågen ved hendes side, var helt forsvundet.
”Jeg… det ved jeg ikke… jeg…,” sagde hun.
I det samme lød der et brøl.
Julie vendte sig om.
Ind ad døren kom alle tre bjørne.
”Fang hende! Fang hende nu,” sagde den ene.
”Og hug hovedet af hende på stedet. Hun er farlig,” sagde den anden. 
”Åh, nej,” udbrød  Alliandra, ”I må ikke gøre hende noget. Julie, Julie flygt.”
Ja, tak, tænkte Julie. Der var kun en vej væk fra bjørnene. Ud af vinduet. Og der var trehundrede meter ned. Hun kunne ikke springe uden at dø.
Alliandra trådte et skridt frem og stillede sig ved siden af Julie.
I det samme lød der et brag.
Nogen havde kastet noget gennem vinduet, og knust glas lå overalt.
Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar