mandag den 17. februar 2014

Da haren narrede løven



”Fortæller du ikke et eventyr mere? Fra Afrika,” bad Sofie.

Hun lå under dynen i køjen på farfars både. Selv om han havde sejlet hele verden rundt, lå båden stille i Århus Havn.

”Jeg vil gerne høre mere om den kloge kanin. Og det vil Kalle K også.”

Sofie pegede over mod buret, hvor hendes sorte kanin puslede.

”Jeg kender ikke flere historier om kaniner. Men jeg kender en om en hare. En hare, der var så klog, at den narrede løven.”

”Den vil jeg gerne høre,” sagde Sofie og lagde sig godt til rette.


”Okay,” sagde farfar, ”det er en meget speciel historie, som jeg selv fik fortalt, dengang jeg rejste jorden rundt og nåede til det det vestafrikanske land Togo.”

”Hvem fortalte den til dig,” spurgte Sofie.

”Det får du at vide. Men først skal du høre historien: Der var engang løve, der havde lavet en aftale med alle de andre dyr:

Løven måtte kun spise ét dyr om dagen, til gengæld behøvede den ikke jage nogen. Det dyr, der skulle ædes, skulle selv komme hen til løven og lade sig æde. På den måde slap løven for en masse besvær, og de andre dyr kunne vide sig sikre, når det ikke var dem, der skulle ædes. I starten gik det rigtig fint.

Den første dag åd løven en giraf, den næste dag et vortesvin, og den tredje en perlehøne. Så kom dagen, hvor løven skulle æde en hare, men det var haren ikke glad for. Han ville meget hellere leve.

Derfor klatrede haren op i et træ, og da løven så det, blev den sur:

”Hvad laver du deroppe, hare? Havde vi ikke aftalt, at I dyr bare skulle lade jer æde, så jeg ikke skulle have mas med at fange jer? Hvis du bryder din del af vores aftale, bryder jeg også min del, og så æder jeg altså mindst fem dyr om dagen. Deriblandt dine søskende.”

”Nej, nej,” sagde haren, ”du misforstår mig, du misforstår mig. Jeg vil da hjertens gerne lade mig æde af dig, og det er slet ikke på grund af dig, at jeg er kravlet herop i træet.”

”Er det ikke,” sagde løven brysk.

”Hvorfor er det så?”

”Det er på grund af løven,” sagde haren.

”Løven,” sagde løven forundret, ”det er jo mig, der er løven.”

”Nej, nej, ikke dig. Den anden løve.”

”Hvad for en anden løve?”

”Den løve, der kan løbe endnu hurtigere end dig, er endnu stærkere end dig og har endnu skarpere tænder end dig.”

Løven så endnu mere sur ud.

”Der er ikke nogen løve, der kan løbe hurtigere end mig, er stærkere end mig og har skarpere tænder end mig. Hvor er den løve?”

”Den sprang ned i vandet,” sagde haren, og pegede på søen.

”Lige dernede.”

”I vandet,” sagde løven forbavset. Den plejede aldrig at hoppe i vandet.

”Ja,” sagde haren, ”den sagde, at de seje løver sagtens kan svømme.”

Nu åbnede løven sit gab og brøllede.

”Jeg skal vise den lille fjollede løve, hvem der er bedst,” sagde den og løb ned mod søen.

Her lænede løven sig ud over det sorten vand, hvor den så sit eget spejlbillede: En stor stærk løve med en lang manke.

”Uuuuuhhhwwaaaarrrrhhhh,” brøllede løven, så de hvide tænder blinkede i solen.

”Uuuuuhhhwwaaaarrrrhhhh! Jeg skal vise dig, hvem der er bedst.”

Nede i vandet brøllede spejlbilledet tilbage.

”Du skal ikke brøle af mig,” sagde løven og sprang i vandet. Det var et ordentligt plask, og spejlbilledet forsvandt i bølgerne.

”Hjælp,” skreg løven, ”hjælp, hjælp. Jeg kan ikke svømme.”

”Det skulle du have tænkte på noget før,” sagde haren.

Og så kravlede den ned fra træet, og var aldrig mere bange for at blive ædt.”

”Det var en god historie,” sagde Sofie, ” og hvem var det så, der fortalte den til dig?”

Farfar smilede.

”Du husker godt, Sofie. Det var en gammel dame, som jeg mødte dengang, jeg sejlede jorden rundt og kom til hovedstaden Lomé i det vestafrikanske land Togo. Det var en aften, da jeg forlod min båd og gik en tur i byen. Der var meget mørkt, for i Lomé er der ikke særlig meget lys. Mange mennesker lever helt uden elektricitet. Jeg gik og jeg gik, ad de mørke veje, og pludselig kunne jeg fornemme noget. Der var nogen andre. Jeg tændte min mobiltelefon, og i lysstrålen kunne jeg se, at en gammel dame og en lille pige, havde lagt sig til rette på madrasser i siden af vejen.

”God aften,” sagde den gamle dame.

”God aften,” sagde jeg.

Jeg kunne regne ud, at damen og pigen var hjemløse. Dem er der mange af i Lome. De har ikke noget hus og sover bare på gaden på en madras.

”God aften,” sagde pigen, og så kiggede hun på damen.

”Fortæller du ikke en historie, farmor, en godnathistorie. Den skal handle om en kanin.”

”Det ville jeg gerne,” sagde den gamle dame, ”men jeg kan ikke flere historier om kaniner. Men jeg kender en historie om en hare. En hare, der var så klog, at den narrede løven.”

”Den vil jeg gerne høre,” sagde pigen.

Og så begyndte den gamle dame at fortælle. Og jeg satte mig på fortovskanten og hørte med.

Sofie smilede.

”Det var godt farfar. For så kunne du fortælle den til mig.” Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com


Fortællingen om haren og løven bygger på en afrikansk myte, der er overleveret fra mund til mund gennem generationer og gengivet i ’Afrikanske myter’ af Neil Morris, Flachs 2009.

Historien er – sammen med en række journalistiske artikler - skrevet på en rejse til Vestafrika, hvortil jeg har modtaget tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling. Jeg takker for støtten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar