onsdag den 18. februar 2015

Røde Njal - kapitel 7

Her er syvende kapitel af vikingehistorien Røde Njal af Tore Wanscher og Maria Rørbæk. Historien er målrettet større børn mellem 7 og 10 år.
Find indholdsfortegnelsen her:



http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.dk/2015/02/rde-njal-indholdsfortegnelse.html


Om eftermiddagen samledes mændene på Tingstedet. Alle sad på en af de store sten, der stod i en rundkreds.
Først tog Harald Blåtand ordet.
”Njal har gjort noget forfærdeligt,” sagde han.
”Njal har såret en anden kriger. En kriger, som han skulle træne med. Njal har brudt sig mod den vigtigste lov. Man kan ikke stole på ham.”
”Hørt,” råbte de andre mænd i kor.
Harald Blåtand så meget alvorlig ud.
”Jeg kan kun se en mulig straf,” sagde han.
”Vi må hugge hovedet af Njal.”
De andre mænd bankede fødderne i jorden.
”Hørt! Hørt!” råbte de.
Njal stod lidt derfra. Han var bundet til et træ.
Han tænkte på Ødger. Ødger ville le, når han hørte, at Njal skulle halshugges.
”Ti,” var der pludselig en, der sagde.
”Stop den banken!”
Det var Karl.
Han løftede armstumpen i vejret.
”Njal er den bedste unge kriger, vi har. Ingen bliver så god som ham.”
De andre mænd tav. Alle stirrede på Karl.
”Njal er hidsig, ja. Njal skal lære at styre sig, ja. Men Njal er god nok. Han har bare meget at lære.”
Harald Blåtand rystede på hovedet.
”Du taler, som du har forstand til, Karl. Du siger, at Njal vil blive den bedste kriger. Hvordan kan du vide det? Det, vi kan vide, er, at Njal har stukket en af sine egne. Njal må af med hovedet.”
De andre mænd begyndte igen at stampe i jorden.
”Hørt! Hørt!”
”Ti,” sagde Karl.
”Ti dog stille. Forstå dog hvor god Njal er. Hvor stærk han er. Hvor lærenem han er. I må give ham en chance.”
Harald Blåtand løftede igen hånden op.
”Et hoved må rulle. Og det skal være Njals. Vi kan ikke tillade sådan en opførsel,” sagde han.
”Nej,” sagde Karl, ”vi kan ikke tillade en sådan opførsel, og Njal skal have sin straf. Men han har allerede fået den. Se på ham! Se hvor bange han er!”
De andre mænd kiggede over på Njal, der stod bundet ved træet.
”Lad ham kæmpe mod en af de bedste krigere. Hvis han vinder, skal han med på togtet. Taber han, skal hovedet hugges af.”
Harald Blåtand nikkede.
”Lad gå,” sagde han så. ”Så får vi bare lidt mere underholdning. Kampen bliver opvarmning til halshugningen. For jeg er ikke i tvivl. Njal taber. Njal taber, når han kæmper mod Orm, hans gamle herre.”
Der gik et gys gennem Tingstedet.
”Orm,” sagde Karl overrasket. ”Er Orm her?”
Harald Blåtand nikkede.
”Ja. Han kom i går. Kom frem Orm!”
Orm kom ud af et af teltene.
Han var lige så bred og mægtig, som Njal huskede ham. Hans lange, sorte hår var samlet i en hestehale.
”Ha, Karl,” sagde han. ”Fortryder du dit køb nu?”
Karl rystede på hovedet.
”Aldrig.”
Mændene samlede sig i en rundkreds med Orm i midten.
Harald Blåtand skar Njal fri og førte ham ind i kredsen.
Så begyndte mændene at råbe.
”Kom så Orm! Kom så Orm!”
Orm lo og spyttede i græsset.
”Er du klar, Njal. Er du klar til at kæmpe for dit liv,” spurgte han.
Njal sagde ingenting. Han havde aldrig før været så bange.
”Lad mig tale med ham,” sagde Karl. ”Lad mig tale med ham, før I kæmper!”
Orm lo endnu højere.
”Tal du bare,” sagde han. ”Ord hjælper ham ikke.”
Karl lagde sin hånd på Njals skulder. Han så ham lige ind i øjnene.
”Vreden har været din fjende, Njal. Nu skal den være din ven. Lad ikke vreden styre dig. Du skal styre din vrede.”
Njal nikkede.
”Hvordan,” spurgte han.
”Træk vejret dybt ind. Saml din energi.”
Harald Blåtand brød ind.
”Nu har vi fået nok snak,” sagde han.
”Nu skal vi se kamp!”
Mændene begyndte at stampe i jorden.
”Vi vil se kamp! Vi vil se kamp,” råbte de.
Harald Blåtand rakte Njal hans sværd.
”Er I parate,” spurgte han.
”På tre går kampen i gang. Én, to og… Tre! Lad kampen begynde!”
Orm fór frem med det samme. Hans sværd pegede lige mod Njal.
”Ved alle Thors geder! Du skal dø,” sagde han.
Så stødte han sværdet mod Njal.
Njal hoppede til side.
Orms sværd ramte kun luften.
Så huggede han igen.
Denne gang blev Njal snittet på skulderen.
”Ved Odins øje,” sagde Orm. ”Du er den usleste træl, jeg nogensinde har haft. Den usleste usle træl. Du duer ikke til noget.”
”Kom så Orm! Kom så Orm!”
Alle heppede på Orm.
Njal mærkede vreden vokse.
”Kom så Orm! Kom så Orm!”
Desperat huggede Njal sværdet fra side til side. Han kunne slet ikke tænke. Det flimrede med røde pletter foran hans øjne.
”Kom så Orm!” ”Kom så Orm!”
Njal fægtede panisk med sværdet.
Orm ramte ham igen.
Denne gang på den anden skulder.
Jeg klarer det aldrig, tænkte Njal.
Så hørte han et brøl. Skære igennem stemmerne.
”Saml din energi, Njal. Nu!”
Njal løb ti skridt tilbage.
Orm stod foran ham. Stor og mægtig.
Så trak Njal vejret dybt ned i maven.
Det var som om alt det røde skyllede væk. Pludselig så Njal helt klart. Han så lige på Orm. Løftede sit sværd. Samlede sin energi i én kraftfuld bevægelse.
Så slog han sværdet ud af Orms hånd. Det fløj gennem luften og landede i græsset.
Inden Orm fattede, hvad der var sket, ramte Njals spark ham i ryggen.
Orm gled ned i græsset, og Njal pressede sit eget sværd mod Orms hals.
”Jeg giver op,” hvæsede Orm, og så jublede alle.
”Ved alle Thors geder: Jeg giver op.”

Copyright: Maria Rørbæk / www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar